§ 1
Navnet på foreningen er "Netværket for økologisk folkeoplysning
og praksis" - i daglig tale kaldet "Øko-net" efter foreningens
blad: "Nyhedsbladet Øko-net".
Foreningen er hjemmehørende i den kommune hvor sekretariatet har til huse.
§ 2
Formålet med foreningen er på et folkeligt niveau at informere,
oplyse og inspirere omkring natur og miljø, økologi og bæredygtig
udvikling - samt at skabe debat og netværk omkring økologiske og
bæredygtige tiltag.
Ved økologi forstås en husholdning med ressourcer, der er i balance
med naturen.
Ved bæredygtig udvikling forstås en udvikling, der tager globale,
miljømæssige og sociale hensyn både til nulevende og kommende
generationer.
Der lægges vægt på også at engagere ungdommen i foreningen
og i arbejdet med ovennævnte formål.
§ 3
Netværkets midler tilvejebringes gennem fondsmidler, støttebeløb,
sponsorstøtte og kontingent fra Netværkets medlemmer samt ved salg
af diverse varer og tjenesteydelser. Bestyrelsen diskuterer løbende retningslinjer
for sponsorstøtte.
§ 4
Generalforsamlingen på årsmødet er Netværkets øverste
myndighed og afholdes hvert år i årets første halvår. Indkaldelse til
generalforsamlingen sker gennem medierne eller ved underretning af medlemmerne
på anden måde, mindst 1 måned forud. Forslag, som man ønsker
drøftet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde
14 dage forud for mødet.
Dagsorden for ordinær generalforsamling skal indeholde følgende
punkter:
1.Valg af dirigent.
2. Beretning vedr. Netværkets aktiviteter i årets løb.
3. Fremlæggelse af årsregnskab.
4. Indkomne forslag.
5. Bestyrelsens motiverede forslag til kommende års budget og aktiviteter.
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Valg til bestyrelse og 2 bestyrelsessuppleanter.
8. Valg af revisor.
9. Evt.
§ 5
Stk. 1 Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder mødet.
Enhver stemmeberettiget kan forlange skriftlig afstemning.
Stk. 2 De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres
ved simpelt stemmeflertal.
Stk. 3 Hvert medlem i Netværket har 1 stemme. For institutioner forstås:
1 kontingent giver 1 stemme. Stemmeberettigelse kræver medlemsskab i det
forgangne år.
Stemmeberettigede medlemmer er valgbare til Netværkets bestyrelse.
Stk. 4 Der føres beslutningsreferat. Referatet underskrives af mødets
dirigent.
§ 6
Stk. 1 Generalforsamlingen vælger en bestyrelse. Sekretariatslederen
er født medlem af bestyrelsen. Herudover vælges indtil 6 medlemmer
og 2 suppleanter. Efter valg konstituerer bestyrelsen sig med formand og næstformand.
I tilfælde af formandens fravær fungerer næstformanden som formand.
Stk. 2 Bestyrelsesvalg gælder for 2 år. Halvdelen afgår hvert
år. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne
er til stede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens og i dennes
fravær næstformandens stemme udslaget.
Stk. 4 Bestyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for bestyrelsens
arbejde.
Stk. 5 Bestyrelsen fører referat over sine møder, der på
det efterfølgende møde godkendes.
Stk. 6 Den daglige drift varetages af Netværkets sekretariat og medarbejdere,
der ledes af sekretariatslederen, som udpeges / ansættes af bestyrelsen.
§ 7
Stk. 1 Netværkets regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2 Netværkets regnskaber revideres af en på generalforsamlingen
valgt revisor.
§ 8
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes når bestyrelsen eller
mindst en 1/3 af medlemmerne begærer det.
§ 9
Stk. 1 Vedtægterne kan ændres på en generalforsamling, når
forslaget er udsendt mindst 2 uger før generalforsamlingenog når
mindst 2/3 af de fremmødte stemmer derfor.
Stk. 2 Opløsning af Netværket kan ske ved beslutning af såvel
den ordinære som af en ekstraordinært indkaldt generalforsamling.
Vedtagelse af beslutning om Netværkets opløsning kræver, at
mindst tre fjerdedele af medlemmerne er repræsenterede ved generalforsamlingen
og at to tredjedele af disse stemmer for opløsningen af Netværket.
Hvis ikke tre fjerdedele af Netværkets medlemmer er repræsenteret
ved generalforsamlingen, indkalder bestyrelsen til en ny ekstraordinær generalforsamling,
hvor opløsningen af Netværket kan vedtages af to tredjedele af de
repræsenterede.
Stk. 3 Såfremt opløsningen vedtages og der ved likvidationen er
midler i behold ud over, hvad der er fornødent til dækning af Netværkets
forpligtelser, skal midlerne skænkes til formål, der ligger på
linie med Netværkets formål.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling på
Den frie Lærerskole i Ollerup, søndag den 23. januar 1994.
Sidst revideret og vedtaget på Galleri Galschiøt i Odense, søndag
den 28. april 2013.
|