Øko-net er en folkeoplysningsorganisation,
stiftet i januar 1994. Med det overordnede mål at bidrage
til en bæredygtig samfundsudvikling, er det Øko-net's formål
at informere, oplyse, inspirere og skabe bred folkelig inddragelse og dialog omkring
økologi, miljø og bæredygtig udvikling. Det erkendes mange
steder - bl.a. i Agenda 21-dokumentet - at en helt afgørende forudsætning
for faktisk at realisere en bæredygtig samfundsudvikling er en folkelig
inddragelse.
Øko-net vil placere sig som et oplysende, formidlende og faciliterende
bindeled imellem forskningen og de mere fagligt og politisk orienterede miljø-
og udviklingsorganisationer og så det folkelige, praktiske niveau.
Det felt, Øko-net har dækket i de forløbne år, har været
et nyt felt inden for folkeoplysningen, et område, der især efter
Rio-topmødet i 1992 har været et prioriteret område i det danske
samfund. Således har Øko-net især arbejdet med at oplyse om
det folkelige Agenda 21-arbejde og med at skabe en folkelig og inddragende proces
omkring den nationale strategi for bæredygtig udvikling - et arbejde, der
bl.a. resulterede i "DanmarksDeklarationen - erklæring om en dansk
dagsorden for bæredygtig udvikling i det 21. århundrede"
(se evt. http://www.DanmarksDeklarationen.dk
og http://www.bu.dk
).
Øko-net har i sin arbejdsmetoder været meget netværksorienteret.
Fx har Øko-net via Nyhedsbladet Øko-net og e-mail-korrespondance
opbygget et kontaktnetværk til mere end 10.000 modtagere. Bladet er et gratis
4 - 8 siders nyhedsblad, hvor der bredt omtales nyt inden for miljøområdet
- fra projekter, over udgivelser til arrangementer. Det hele er i dag sammenkædet
med en stor database-portal, GrønneSider ( http://www.GrønneSider.dk
), hvor der i dag er den største samling af grønne adresser i Danmark.
Overordnet driver Øko-net tre hjemmesider:
www.eco-net.dk - der er foreningens hjemmeside og hvor man bl.a. kan læse
Nyhedsbladet Øko-net og finde andre debatmaterialer fra Øko-net.
www.GrønneSider.dk -
der er en internetguide til økologiens verden
www.bu.dk
- en indgang til alt om bæredygtig udvikling
Sidst men ikke mindst afholder Øko-net jævnligt folkelige debatmøder.
Øko-net er medlem af to paraplyorganisationer, nemlig 92-gruppen (et
samarbejde mellem 21 danske miljø- og udviklingsorganisationer om opfølgningen
på Rio-topmødet og nu Verdenstopmødet om Bæredygtig
Udvikling i Johannesburg) og Dansk Folkeoplysnings Samråd (39 danske folkeoplysningsorganisationer).
|