Generelt skal alt hvad Øko-net engagerer sig i tjene det overordnede
mål om fremme af en økologisk og bæredygtig samfundsudvikling
Øko-net's arbejdsmetoder er i høj grad netværksorienteret
og en stor kontaktflade og et aktivt samarbejde med en bred kreds af andre organisationer,
foreninger og enkeltpersoner i Danmark - ikke kun "de grønne"
- prioriteres højt. Herudover er det vigtigt, at organisationen rummer
en høj grad af fleksibilitet og omstillingsparathed.
Målene om folkelig inddragelse i bæredygtig udvikling, øget
økologisk bevidsthed og demokratisk dialog skal afspejle sig i Øko-net's
egen praksis:
- Den forplejning som tilbydes, de ressourcer og den transport, som anvendes
i forbindelse med arrangementer er så vidt muligt økologisk og miljøvenlig
- På Øko-net's debatmøder eksperimenteres med nye, demokratiske
og inddragende mødeformer.
- Herudover lægges vægt på, at økologi og bæredygtighed
ikke formidles som sortsyn og begrænsninger men forbindes med livsglæde,
handlekraft og humor. Derfor er det Øko-net's kendetegn, at arrangementer
ofte krydres med kulturelle indslag som musik, dans og gøgl.
- Sekretariatets daglige drift afspejler ressourcebevidsthed m.h.t. vedligeholdelse,
rengøring og materialeforbrug og affaldshåndtering.
|