Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis
     

Forside | Kontakt os
  SEMINARER & MØDER

Her kan du se hvilke
Øko-net arrangementer, seminarer og møder der er på tapetet eller har været afholdt.

 



FÆLLESSKAB OG ANSVAR – for en bæredygtig fremtid, i dag!

Øko-nets årsmøde 2010

tilbage til oversigt

 

– med generalforsamling og seminar om uddannelse, netværk og handling for bæredygtig omstilling, rundvisning på Friland v. Steen Møller, økologisk festmiddag og koncert med MIKAEL K (Klondyke) SOLO

Hent programmet som pdf - brug linket i højre-menu.

Se også det meste af programmet her:

PROGRAM:

Lørdag d. 20. marts

10.00 -12.30 – Generalforsamling 2010

10.00-10.30:
Ankomst og indtjekning

10.30-12.30:
Øko-net’s generalforsamling 2010 afholdes i Ravnen på Friland, Feldballe, Djursland.
Dagsorden iflg. vedtægterne (der kan findes på Øko-net’s hjemmeside: www.eco-net.dk), herunder beretning om Netværkets forgangne år.
Forslag, der ønskes drøftet på generalforsamlingen, sendes senest 14 dage før mødet til bestyrelsen/sekretariatet.

12.30-18.00 – Seminar om uddannelse, netværk og handling for bæredygtig omstilling

12.30-13.20 – Frokost med suppe og godt landbrød!

13.20-13.30:
Velkomst ved Lars Myrthu-Nielsen, Øko-net og Steen Møller, Friland/vært for årsmødet

13.30-15.00: Foredrag, med spørgsmål og debat:
Morten Skriver, billedkunstner og forfatter:
”Økologi og skønhed”
Både i naturen og i kulturen udrydder vi artsrigdom og mangfoldighed til fordel for kommerciel ensretning og materiel vækst. Løsningen på problemet er ikke teknologisk, men kræver en ny måde at se verden på. Vi bliver nødt til at forstå livet som en helhed, hvor alt hænger sammen med alt andet. Ved at bringe vores måde at leve og producere på i overensstemmelse med naturen omkring os vil vi ikke blot sikre menneskehedens overlevelse, men også skabe grundlag for et samfund, hvor skønheden kan flyde frit som følelse, nærvær og udtrykskraft.

15.00-15.30: Pause – med kaffe/te

15.30-18.00: Tre oplæg om handling, uddannelse og netværk, med efterfølgende fælles debat:

* 15.30-16.10
Niels Johan Juhl-Nielsen, medlem af TT-koordineringsgruppen i Danmark / har skrevet masterafhandling om Transition Towns ved Center for Socialt Entreprenørskab, Roskilde Universitet:
”Transition Towns - omstillingsbyer og -initiativer”
Hvad kan Transition Towns bevægelsen bidrage med for at finde nye veje til en bæredygtig udvikling i samfundet?
Hvad er Transition Towns og hvad sker der i Danmark?
Vil danskerne reagere, når der præsenteres nye begreber som ’robusthed’ og at være ’modstandsdygtig’?
Der tales atter om Peak Oil – om at olieproduktionen er tæt på sit maksimum – hvad skulle denne gang få danskerne til at stoppe op og handle?

* 16.10-16.30
Lars Myrthu-Nielsen, Øko-net:
”BALANCEAKTEN – at praktisere Uddannelse for Bæredygtig Udvikling”
Verdenssamfundet er nu midt i FN-tiåret (2005-2014) for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU) – men i Danmark er der stadig ikke sket meget, ja mange er slet ikke bekendt med at der skal ske en ekstraordinær uddannelses-indsats, og få er i gang med en organiseret indførsel af UBU i uddannelserne. Øko-net har i samarbejde med Idébanken, Norge og Ekocentrum, Sverige skabt kampagnen Balanceakten, der er et konkret værktøj/netværk for at realisere visionerne om, at uddannelser skal være en del af løsningen på vejen mod bæredygtig udvikling.
Hvad er det, der gør at UBU ikke har en større folkelig forankring? Og hvorfor er myndighederne ikke mere engageret i at sikre en sådan forankring. Og hvorfor er der ikke nogen, der har taget et politisk ejerskab (endnu)?

* 16.30-16.50
HansHenrik Samuelsen, programansvarlig under Klimaforum09 (under klimatopmødet i december i København).
”Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling”
Under klimatopmødet i december 2009 i København, stod en række græsrodsorganisationer (Civilsamfundets Klimaforum) for afholdelsen af Klimaforum09, og udgav under forumet en Deklaration (A Peoples Declaration from Klimaforum09). Nu arbejder man på at fortsætte arbejdet i en ny forening: Foreningen Klimaforum, og igennem et nyt græsrodsnetværk.
Hvad vil det nye netværk? – Hvad er nyt og er vi tættere på at løse fremtidens udfordringer, efter at vi har fået klimakrisen højere på dagsordenen?

* 16.50-17.00: Kort strækkeben pause! Snup et æble og tænk på dit bidrag til debatten!

* 17.00-18.00: Kommentarer og debat – på vejen mod en økologisk og bæredygtig omstilling!

18.00-18.30 – Pause inden aftenen, med mulighed for forsyninger i øko-baren eller fx at gå en tur ud i den friske luft.

18.30-24.00 – Økologisk festmiddag og koncert

18.30-20.30 – Økologisk festmiddag

20.30-24.00 – Festligt samvær og solo-koncert med Mikael K. fra KLONDYKE

Klondyke har medvirket på begge de to cd’er som Øko-net har udgivet i hhv. 2004 og 2009. På Bæreklang – Sange for Bæredygtig Udvikling var det med nummeret: ”Fra Bagdad til Ground Zero”. Og på den helt nye klima-cd Klimaalarm – Klimakrise Nej Tak! er det med nummeret: ”Skib Elisabeth 350”. Fælles for de to sange er at de har klima-problematikken som omdrejningspunkt.
I Danmarks Rockleksikon præsenteres Mikael K. og Klondyke på følgende måde:
Klondyke er centeret omkring sangskriveren og sangeren Mikael Ryberg Kristensens bittersøde, melodiske diskret countryfarvede danskfarvede sange om det helt nære liv, nede på møntvasken eller i den ofte alt for store dobbeltseng. En slags sentimental C.V. Jørgensen med Paul McCartney-aner, tilsat et skævt Kim Larsen (red.: Sådan!).

Halkær øko-bar:
Der vil hele aftenen være en velassorteret bar – leveret direkte fra Halkær Vin v. Peter Søndergaard, fra Halkær Ådal og Øko-net Nordjylland.

Gæster til Klondyke-koncerten:
For frilændere og venner til Friland/Øko-net, der ikke deltager i Årsmødet 2010, vil der være mulighed for at komme til Mikael K. koncerten og festen – mod et støttebidrag i indgangen på min. 50 kr. til Øko-net (Øko-net behøver mindst 100 støttebidrag á mindst 50 kr. om året – det er mindstekravet i lovgivningen for at være godkendt som § 8A-organisation. Denne godkendelse betyder, at bidragsyderen får fradragsret for de gavebeløb der overstiger 500 kr. Men giver samtidig Øko-net mulighed for at søge Kulturministeriets Tips- og Lottomidler til landsdækkende almennyttige organisationer – en ordning der årligt giver os et støtte bidrag på næsten 60.000 i driftstilskud).
Deltagelse kræver ikke forhåndstilmelding.

Søndag d. 21. marts

8.30-10.00: Morgenmad for de overnattende i Ravnen.

10.00-12.00: RUNDVISNING på Friland v. Steen Møller
Oplev Friland, der er et bud på en lokal omstillings landsby. I Friland har man målet, at der skal være lokale erhverv tilknyttet husstanden og at man har et loft for prisudviklingen på husene. Det sker ved at man ikke ejer grunden, men kun brugsretten og sit hus. Steen Møller har været med til at udvikle og starte Friland, der i opstarten havde et tæt samarbejde med Danmarks Radio og en række spændende tv-programmer om Friland – besøg Friland på www.dr.dk/friland

12.00-13.00: Farvel og god hjemrejse – der kan særskilt bestilles en hjemrejse frokost-sandwich (bestilles ved tilmeldingen).

Arrangementet er tilknyttet disse organisationer
i Øko-info/De Grønne Sider:
Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis / Øko-net

 


  FAKTA


Dato
20. marts 2010- 21. marts 2010

Start: 10.00
Slut: 12.00

Sted
Ravnen
Friland v. Feldballe på Djursland
8410 Rønde

Arrangør(er):
Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis / Øko-net

E-mail
eco-net@eco-net.dk

Telefon
62 24 43 24

WWW
web.eco-net.dk/home/program_2010.pdf