|
Det råber til himlen!
Sådan sagde en grøn guide, da han forklarede, hvorfor han arbejdede med at indarbejde bæredygtighed i den danske idrætskultur og foreningsverden. Hans betragtninger tog udgangspunkt i det paradoksale, at man dyrker krop og sundhed og samtidig er rammen for en slik-, pølse- og pomfritkultur.
Sådan kan man se masser af paradokser i dagens samfund, hvor behovet for forandringer råber til himlen. Tænk fx på: iltsvindet og fiskedøden i de danske farvande, Wilhjelm-rapporten der siger, at dansk natur aldrig har haft det dårligere end nu, olietankskibet med navnet Prestige, som i virkeligheden var en sejlende skrotbunke, der forlængst burde være hugget op, men som d. 19. november sank 250 kilometer ud for Galiciens kyst, eller fremmedfrygten, der vinder frem trods vores meget høje og rige levestandard.
Men ofte er det himmelråbende indlysende ikke nok. Der kaldes på beviser – eller flere beviser. Fx har regeringen netop sendt problemet med iltsvind i de danske farvande i udvalg, trods mange års forskning på området og mere end viden nok til at kunne begrunde øjeblikkelige handlinger, fx for at begrænse landbrugets udledninger af næringsstoffer til vandmiljøet.
Vi venter stadig på en politisk vilje til handlinger for bæredygtighed, som formodentlig hænger nøje sammen med en bred folkelig opbakning. Eller er det omvendt? Vi venter på en reel debat og dialog om bæredygtig udvikling i det danske samfund. Det vil kræve en stor og koordineret indsats på mange niveauer at skabe den indsigt, den inddragelse og det engagement, der skal til, for såvel en folkelig som en politisk ansvarstagen, således at en bevidsthed om bæredygtighedens nødvendighed og muligheder indgår i vores valg og ikke mindst fravalg. Såvel hoved, hjerte og hånd skal involveres – for uden følelsesmæssigt engagement fører indsigt og viden ikke nødvendigvis til handling – hverken på det politiske niveau eller i det private.
Socialistisk Folkeparti valgte i forbindelse med Folketingets åbning at tage udfordringen op og afholdt en alternativ åbningsdebat under titlen ‘Før kloden bliver en slumplanet’. Umiddelbart efter mødet kunne man i Dagbladet Information, i Ebbe Sønderriis’s referat af mødet, fornemme, hvor vanskelig en opgave det er, også for SF, at dreje dagsordenen ind på bæredygtighed og reel bæredygtig handling. David Rehling kaldte nogle dage senere i en leder (Den grønne kløe) en dialog fra mødet for ‘et manuskript til et absurd drama’. Det bringes her som et uddrag fra David Rehlings leder:
SF-formand Holger K. Nielsen: »Vi har overtrukket vores naturlige kassekredit.«
SF-trafikordfører Margrete Auken: »Rigdommen og grådigheden i den rige verden er problemet. Men vi er på Herrens mark. Der er ingen andre partier i verden, der har sat nedbringelsen af det materielle forbrug på dagsordenen.«
Miljøprofessor Finn Bro-Rasmussen: »I må tage ordet vækst-reduktion i jeres mund.«
Margrete Auken: »Helt enige, men hvordan gør vi?«
Økologiøkonom Inge Røpke: »Det er da ikke så svært: Færre penge til privat forbrug, højere skat på input til produktionen. Det svære er, at der ikke er opbakning i befolkningen.«
SF-miljøordfører Jørn Jespersen: »Det er sandelig heller ikke uvedkommende for et politisk parti.«
Og David Rehlings vigtige afsluttende spørgsmål lød: »Hvem kan anvise en meningsfuld udgang på dette manuskript?«
Måske vil netop dette spørgsmål lyde igen på Øko-net’s årsmøde 2003, der har fået titlen: ’Det råber til himlen – hvordan kobles visionen om bæredygtighed med drømmen om det gode liv?’ Vel mødt! – se indbydelsen i Øko-net nr. 51.
LM-N
Lysten til en pionerindsats!
Først lidt om nogle centrale globale spørgsmål, som er udgangspunktet for en mobilisering.
At forstå sammenhængen og vekselvirkningen mellem miljøproblemerne, u-landsproblemerne og freds- og sikkerhedsproblemerne er afgørende. Globalisering på nyliberalismens facon i form af et enormt materielt vækstræs betyder miljønedbrydning og det betyder polarisering mellem rige og fattige, altså det modsatte af fred og bæredygtig udvikling. Udvikling uden et opgør med nyliberalismen er umulig.
Bæredygtig udvikling kan kun lykkes gennem indsats for nedrustning, våbenkontrol og støtte til afspænding over for de mange interessemodsætninger ud over kloden. Kort sagt fredsarbejde med udgangspunkt i en ny sikkerhedsdagsorden rettet mod voldens og terrorens årsager, fattigdom og undertrykkelse.
Og intet af dette kan nås, hvis ikke et internationalt samarbejde får gjort op med nyliberalismens udskejelser. Den fortsatte polarisering mellem velstående og fattige - både inden for landene og mellem landene – betyder stigende spændinger, konflikter og ressourcekrige, kamp om olie, vand og dyrkningsjord.
Disse sammenhænge og vekselvirkninger er beskrevet i bogen ”Globale udfordringer, - miljø, udvikling og sikkerhed”, udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke 2001.
I kort oversigt:
Miljø-, udviklings- og sikkerhedsproblemerne forstærker hinanden.
De seneste 20 års økonomiske liberalisering har alvorligt forværret problemerne.
Resultatet er polarisering mellem velstående og fattige – i og mellem landene.
Det medfører spændinger, som ikke kan løses med militære midler.
Men en praktisk indsats for en afspænding og bæredygtig udvikling er faktisk muligt, - det har ikke mindst de nordiske lande i perioder stået i spidsen for.
De fleste af elementerne i ovennævnte beskrivelse bliver til tider nævnt, men deres årsagssammenhænge bliver sjældent belyst. Mange unge føler måske nok, at de kender problemerne ret godt. Men føler samtidig, at der ikke er meget at stille op Spørgsmålet er derfor: Hvad er der at gøre? Hvor kan jeg selv sætte ind? Hvad kan få en modbevægelse på benene?.
Udgangspunktet for en modbevægelse er altid den enkelte persons konkrete muligheder i det nære samfund. Al erfaring fra efterkrigstidens folkelige bevægelser viser, at den enkeltes indsats naturligvis skal være baseret på indsigt og visioner om et bedre samfund, men frem for alt skal indsatsen være lystbetonet og rumme gode muligheder for succes. OOA, NOAH, OVE, Kvindebevægelsen, Fredsbevægelserne i 1980erne i protest mod raketoprustningen osv. havde aldrig nået deres resultater uden denne kombination af indsigt, indignation, vision, lyst/engagement.
Derfor er konceptet At være pionerer i et foregangsland vigtig. Foregangslande, - det har Danmark og Norden været i perioder, og det kan vi blive igen. Tilmed kan det blive meget bredt engagerende og mobiliserende, både i det nære samfund og i forhold til unges uddannelseslyst (at uddanne sig til noget, som får betydning). Men også erhvervsmæssigt og hvad angår forsknings- og udviklingsindsats på alle de områder, hvor forskning/udvikling bliver afgørende for at nå bæredygtige løsninger.
Når man analyserer, hvordan Danmark blev et foregangsland inden for fredsarbejde, kvindebevægelse og miljøindsats i bredere forstand og centralt inden for Sol og Vind, så finder man, at det netop var lysten til en pionerindsats, som drev værket. Samarbejdet mellem de unge vindkraftpionerer og de smedemestre, som byggede møllerne var forbilledligt. Det blev efterhånden også til et samarbejde med en række fremsynede politikere, ja efterhånden blev det til en samlet politik hos et flertal i Folketinget til fremme af en bæredygtig udvikling.
En forståelse af samspillet mellem den globale indsigt og den lokale indsats er central. I den offentlige debat er der en meget ufrugtbar modsætning mellem ”globalister” og ”nationalister”. EU og WTO m.m. er i dag givne vilkår for politisk indsats, det er klart. (Det er Norden, OSCE og FN også, hvilket stort set fortrænges). Men som enkeltmennesker er vi bundet til – og må udfolde os gennem – de lokale og nationale rammer, hvor vi kan udrette noget i kraft af sprog og baggrund, - dvs. kan yde en indsats, ”gøre en forskel”. Det er nu engang et grundvilkår for alle, som ikke tilhører de forskellige VIP-minoriteter. Og national, konkret realitetssans og indsats har intet at gøre med nationalisme!
Uffe Geertsen, miljøkonsulent i Det Økologiske Råd
|
