Geolog og lektor Claus Heinberg har i anledningen af Øko-nets 10 års jubilæum skrevet dette essay om det folkelige oplysningsprojekt om og for bæredygtighed
“Det begynder med hinanden...”, sådan sang Benny Holst for mange år siden. Rigtig mange år siden. Så længe siden at det næsten er løgn – det var dengang, hvor “første maj” og ikke “mig først” var det der samlede og bar.
Sådan er det ikke mere.
Nu begynder det med den enkelte, som ofte er “mig”, og det er ikke kun Anders Fogs skyld. Han er faktisk mere resultatet af end årsag til, at navlen har erstattet hjerte og hjerne som mest interessante legemsdel, samme prioritering som gjorde, at det bedst besøgte Øko-net møde af alle var det om sundhed – der nok så meget handlede om sygdom: mig, mig, mig – der er virkelig folk, som har det skidt, hvis de ikke er syge...
Og i gode økologiske kredse er det jo ikke sjældent, at man må lægge øre til at “det starter med dig selv!” Se det gør det jo med ufatteligt mange ting, men lige akkurat ikke når vi taler om økologi og bæredygtighed. Så starter det med hinanden, og det i en så fundamental betydning, at det sætter alle eksisterende dagsordener på hovedet. Det kunne der være grunde til at fundere over, her på Øko-nets 10-års fødselsdag – og tillykke med det.
Bæredygtighed
Bæredygtighed: et gummi begreb, et tomt begreb, noget man kan lægge hvad som helst i! Overhovedet ikke. “Bæredygtighed” er et uhyre præcist begreb, forstået som en retning, en måde at prioritere på, en utopisk horisont – og så ved vi alle, hvad vi mener med det. Det er lidt som med nogle modefilosoffers problemer med fx at definere “liv”. Det er svært at sætte grænsen mellem det døde og det levende, skal man høre på, fordi der er visse primitive vira og visse komplekse krystaller, som kan minde om hinanden. Virus er jo levende, sådan da, og krystaller er i hvert fald døde, så vi er på den.
Gu er vi da ej.
Med en ko og en brosten ved vi ligegodt, hvad vi taler om - så det der grænseproblem, det lader vi ligge. Der er alligevel ingen malkepige, som har forsøgt sig med at malke en brosten, men der skal nok være et eller andet overfilosofisk æghoved, som har forsøgt sig.
Og så alligevel.
Gode økologer kan godt finde på at sige, at en sten er levende! Jeg har hørt det!
Her er det korte svar, “fint med mig, men så skal vi have et nyt ord, som indfanger forskellen på sten og mus”.
Det lange svar er: når eskimoerne har 50 ord for sne, så er det fordi sne er vigtigt for dem. Derfor, hvis man pladrer sten, legoklodser, planeter og brugte køleskabe sammen med kakkelakker, mus, mælkebøtter og kæresten under samlebetegnelsen “liv”, så er det fordi tingene ikke mere er vigtige, for modsat eskimoen, så kan vi jo slippe af sted med hvad som helst, når det gælder sludder og vrøvl – der er sørget for at det går alligevel. Tak Anders Fogh!
En svær konstruktion
Bæredygtighed starter ikke med sig selv. Det starter med hinanden, og selv om jeg har sagt det før, så tillader jubilæet mig at gentage: “Det drejer sig ikke om at gøre det rigtige, men om at forhindre andre i at gøre det forkerte”. Kernen i det er, at hvis man vil sætte bæredygtighed på dagsordenen, så drejer det sig om en radikal ny form for politik. En form for politik, hvor den grundlæggende overvejelse går på at konsekvenserne af en given praksis her og nu, de rammer til en anden tid og et andet sted. Altså: det jeg gør her, og som jeg gør af hensyn til mig selv, mine nærmeste, min tid, min verden, har (negative) konsekvenser for, ikke mig, men nogle andre, ikke her, men et andet sted, ikke nu, men om en generation. Og således forstået har vi defineret et handlerum, som er radikalt forskelligt fra den klassiske politik. Den der høster fordelen, er ikke den samme, som den der rammes af de negative konsekvenser, og alligevel er det den som høster, der skal løse problement for den som rammes. Det er en rasende svær konstruktion, for den er blottet for umiddelbar, egoistisk og materiel motivation, den starter så helt og aldeles ikke med “dig selv”.
Det drejer sig ikke om at gøre det rigtige...
Baggrunden er enkel. Man kan ikke spare mere end 100%, men man kan altid førøge med mere en 100%, hvis man altså kan, og da vi lever i en økonomi, hvor det ikke er produktionen, men produktionens vækst i forhold til sidste år, som tæller, så er det en detaille, det er værd at hæfte sig ved. Prøv at lægge mærke til det. TV avisen siger aldrig, at Tysklands produktion er på 37 fantasillioner, hvilket giver hver eneste tysker til føden og klæden, hus og hjem – og lidt til. Næ, de siger at Tysklands vækst er på 1,7%, hvem der så lever af vækst, hvis de da ikke taler om negativ vækst (!), hvilket er ren virtualitet. Det ord giver netop først og kun mening, hvis man tror, at det er væksten, man lever af. Mener man, at det er produktionen i kilo og meter, kød og blod, man lever af, så er der ikke negativ vækst, så er der et fald i produktionen, hvilket selvfølgelig ikke gør noget, da fedme og for mange biler er vores største problem. Negativ vækst, sten er levende, muligvis, men så er sproget dødt. Man kan sige hvad man vil, men man kan ikke gøre som man vil, for heldigvis lever vi i en materiel verden, hvor dårligt landmandsskab, modsat dårligt sprog, har konsekvenser. Negative konsekvenser.
Morlille kan ikke flyve, derfor er hun en sten! Det vrøvl er Bjørn Lomborgs opfindelse, og hele hoffet bøjede sig og sagde “P”. Måske tænkte de på pesticider og mente, at det nok var godt, indtil en knægt på en gedebuk kom ridende med en flaske P-mælk og nuppede prinsessen og råbte “Ud med Arla”. Mary hed hun, prinsessen, lige som Rasmus Klumps gode skib, og det er jo heller ikke så galt, men det halve kongerige havde det lidt skidt, for den anden halvdel havde installeret en bande “mig først” folk omkring den kloge gamle dronning, så hun slet ikke kunne udføre sit dronningehverv. De havde købt det (halve) folk, for folkets egne penge, og nu sad de og messede, og mange ny-troende messede sagte med: mig, mig, mig, mig...
Man kan ikke spare mere end det hele, så hvis ens forbrug i forvejen er lille, så er ens mulige personlige bidrag til den bæredygtige verden tilsvarende begrænset, og da det samtidig forlyder, at penge sparet ved et mindre vandforbrug fortrinsvist omsættes i charterrejser, så er den ikke så go’. For luftfarten skal bare slå en ekstra lille prut, så er al velmenende “det starter med mig” korrekt øko-adfærd ædt op mange gange.
Og så er det alligevel lidt mere kompliceret. For man kan godt spare mere end det hele, og alligevel have et solidt underskud at leve af, bare man er tumpet nok. Der findes produktioner, som ikke forbruger, men som yder. Økologisk landbrug gør jorden mere og mere frugtbar, og selv om noget tilsvarende vel aldrig kan komme til at gælde plastindustrien, så skal der holdes fast ved den realitet, også fordi den har naturen som sin smukke metafor, og metaforer er til for at kopieres.
Økologiske forbilleder
Det gælder produktionen, den materielle produktion, for det er den, som sender konsekvenser videre til fremmede og fremtidige generationer. Og ved at arbejde med sådanne teknologier og livsformer, som vover at regne anemonen som sit forbillede, så kan der spares mere end det hele, og der kan produceres samtidig med at ressourcegrundlaget udvides. Og det sker. Lad os i anledning af jubilæet – og tillykke med det – slå det fast igen. De er der. De er der, de bæredygtige teknologier. De fungerer. De udvikles. Der eksperimenteres, og for nogle er eksperimenterne slut og den kommercielle realisering en realitet. Vi behøver ikke længere at bevise, at vores føde kan dyrkes økologisk. De gør det. Vi behøver ikke længere argumentere for, at man kan lave strøm af vind. Det sker. Man kan fange fisk fra små kystnære både, især hvis landbruget ville holde op med at forurene, hvad landbruget ikke vil, hvorfor nogen må forhindre dem i at gøre det forkerte! Selv her hjælper det ikke at gøre det rette. Svinebaronen kan til enhver tid matche den kvælstof, som økologen ikke leder ud i havet. Og da økologens udledning er nul, (når det er bedst), så nytter det ikke yderligere at halvere udledningen. Men igen og alligevel. Ved at gøre det, ved at vise at landbrug kan drives og trives, bæredygtigt og ressourceudvidende, så bidrager den økologiske landmand alligevel med en indsats, som svarer til at spare mere end det hele, for han er forbillede. Ikke for svinebonden, men for os som skal stoppe svinebaronen(s) produktion.
Og møllerne. Det samme: Men de er nu en så stor succes, at ministeren for flere forskellige ting har måttet gøre noget aktivt for at spænde ben. Han har nemlig nogle olieselskabers interesser at varetage – og så dukkede den op igen: “At forhindre de andre i at gøre det forkerte”. For de er der, de andre. Glem al lyrikken, det er dem og os . Måske er det i virkeligheden dem eller os. Der er faktisk folk, som vil lægge kloden øde, så længe de bare kan tjene på det. Og det gør de. Tjener. Ikke kloden og menneskene, men kassen.
Tillykke
Og så et par ord til Øko-net. Her er sagen enkel og klar: Bæredygtigheden indebærer et oplysningsprojekt! – og det alene er politisk set vældigt ukorrekt, for hvem skal dog oplyse hvem, må jeg spørge, her i den totale personlige friheds tidsalder, må jeg være her, mig og mit internet...
Skal vi stoppe dem, der handler fejl, så skal vi vide, hvem og hvad de/det er. Vi skal oplyse og oplyses, og det projekt skal der tages fat på, med meget stor energi og insisteren. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at den danske højskole ikke er i spil i forhold til at verden er ved at køre skævt, fysisk, materielt, klimatisk, biologisk.
Oplysning, og helst mere end et lille økologisk lys i mørket.
Claus Heinberg skrev i Det Økologiske Råds årsrapport 1995-96 essayet ‘Afskaf økologisk mælk’, – underforstået at det burde hedde mælk og P-mælk (pesticid-mælk). Danmarks Aktive Forbrugere udgav efterfølgende det her viste P-mærke.
Det begynder med hinanden
|
