Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis
     

Forside | Kontakt os
  NYESTE BLAD

Juni 2005, nr. 5758
Tema-nummer om Uddannelse for Bæredygtig Udvikling
Læs det nyeste nummer af Nyhedsbladet Øko-net

  ÅRSMØDE 2010

FÆLLESSKAB OG ANSVAR
– for en bæredygtig fremtid, i dag!


ØKO-NETs årsmøde 2010
d. 20.-21. marts i Ravnen,
Friland v. Feldballe på Djursland
– med generalforsamling
og seminar om uddannelse, netværk og handling for bæredygtig omstilling, rundvisning på Friland v. Steen Møller, økologisk festmiddag og klimaalarm-koncert med MIKAEL K (Klondyke) SOLO.



Læs mere – hent programmet som pdf




  ØKO-NYT

Tilbage til oversigt
 

13-07-2012
Pressemeddelelse fra NGOerne ved afslutningen af Rio+20



Danske NGO’er efter Rio+20: EU og Danmark må følge op på hjemmebanen

Danske NGO’er, der deltager i Rio+20 konferencen om bæredygtig udvikling i Brasilien, ser den aftale, som verdens statsledere vedtager på topmødet fredag, som klart utilstrækkelig, og opfordrer Danmark og EU, til nu at følge op med konkrete tiltag hjemme.
”Statslederne har ikke gjort deres arbejde godt nok. Aftalen er ukonkret og uambitiøs og meget langt fra det, der er nødvendigt for at bringe verden på mere bæredygtig kurs”, udtaler Troels Dam Christensen, koordinator for 92-gruppen af danske udviklings- og miljø-organisationer. ”Nu må landene - ikke mindst Danmark og EU - følge op på hjemmebanen med konkrete tiltag, der fylder de huller som Rio-aftalen efterlader”.

”EUs største fejl var, at de ikke formåede at komme med en samlet pakke med progressive politikker og finansiering til at realisere dem. Det havde skabt den dynamik med udviklingslandene, som Danmark hele tiden jagtede i forhandlingerne”, siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke. ”Som det er i dag, er det de rige lande, herunder EU og Danmark, som drager fordel af kapitalflugt og den manglende regulering af finanssektoren – der ligger enorme værdier gemt, og EU og Danmark må nu, blandt anden gennem en skat på finansielle transaktioner, arbejde for at skaffe finansiering til bæredygtig udvikling”.

Også i forhold til støtten til fossile brændsler som kul og olie, mener de danske organisationer, at der er akut brug for opfølgning. ”Vi fik ikke den aftale om udfasning af den milliard store, ubæredygtige statsstøtte til fossile energikilder, som vi havde håbet på. Nu må Danmark og EU gå forrest og udfase deres egen støtte, der er med til at ødelægge verdens klima”, siger Marianne Werth, WWF Verdensnaturfonden ”Danmark og EU må samtidigt reformere deres fiskeri- og landbrugsstøtte i bæredygtig retning, hvis de skal være en troværdig aktør i arbejde for at skabe bæredygtig udvikling”.

De danske organisationer peger på, at Danmark må lave en konkret plan for opfølgningen på Rio+20 topmødet. ”Det er vigtigt, at regeringen nu tager bestik af Rio+20 beslutningerne – både dem der kom og dem der ikke kom – og laver en dansk plan for opfølgningen”, siger Troels Dam Christensen”. En sådan plan må inddrage alle de relevante aktører i Danmark både myndigheder, erhvervsliv og NGO’er, og regeringen må nu tage initiativ til en dansk bæredygtighedsstrategi, der for alvor kan gøre Danmark bæredygtig i globalt perspektiv”.

I forbindelse med en sådan dansk strategi for bæredygtig udvikling er det vigtigt at inddrage den danske befolkning. ”Den lokale involvering i bæredygtig udvikling har ikke været nok i fokus her”, siger Nanna Brendholdt Thomsen fra organisationen Verdens Skove. "I opfølgningen på Rio+20 er det helt centralt, at der støttes op om befolkningens initiativer lokalt. Bæredygtig udvikling er for alle og må være en udvikling med nytænkning, diversitet og handling ikke mindst blandt befolkningen".

For yderligere information kontakt:
Troels Dam Christensen, koordinator, 92-gruppen, mobil +45 21 72 79 57, tdc@92grp.dk, lokal mobil +55 (21) 80 76 02 15
Frans Mikael Jansen, Mellemfolkeligt Samvirke, +45 20 28 08 44, fmj@ms.dk
Marianne Werth, WWF Verdensnaturfonden,+45 20 29 18 36, m.werth@wwf.dk,
Nanna Brendholdt Thomsen, Verdens Skove, +45 30 24 09 20, nbt@verdensskove.org, lokal mobil +55 (21) 80 76 07 32

92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling er et netværk af 22 danske udviklings- og miljø-organisationer, se www.92grp.dk



 


  LÆS MERE

 



Video på 24 min fra Rio fra Odense Ser Rødt